Nu nærmer det sig med alvorligt store skridt, at vi skal sige farvel til alt det, vi har været i de sidste 10 måneder. Vi flyver her fra Phnom Penh tirsdag aften, og lander efter planen i Kastrup på onsdag den 27. juni kl. 12.50. Det ser vi frem til...
Vi har brugt de sidste par dage, på at få afsluttet hernede, sagt farvel og ordnet de sidste ting inden vi kan rejse herfra. Nu har vi to dage tilbage, og de skal bruges på mere farvel, og rundt til nogle få steder en sidste gang. Det bliver meget mærkeligt at skulle herfra igen, men vi synes også begge at vi afslutter med gode og positive minder bag os.
Der er mange ting vi kommer til at savne ved at bo her. Selvfølgelig er der alle de goder vi har, som vi ikke får på samme måde derhjemme. Nu skal vi hjem til et liv hvor rengøring indegår, alt er dyrt og man ikke bare lige går ud og får massage eller ordnet negle. Øv.
Kulturen hernede kommer vi også til at savne. At alle smiler og er glade, og aldrig klager over småting. I løbet af de sidste 10 måneder har vi kun oplevet en Khmer mand der var sur i skralden. Det er sandelig ikke meget, når man bor i en by, hvor folk ligger på gaden og sover om natten, hvor der ikke er noget der hedder kø-kultur og hvor man ikke har de samme grænser for privat-liv som vi kender hjemmefra.
Vi kommer til at savne at køre rundt i trafikken hernede på vores motorcykel. Gid det var lidt mere smart at have en motorcykel/scooter (vi har jo faktisk ikke kørekort til den maskine vi kører på, ikke noget problem hernede - kørekort!?! Hvad er det?) i Danmark, og hvis man så også måtte køre 3 personer på den, ville det hjælpe lidt. Det er simpelthen et effektivt og billigt transportmiddel - måske ville vi så vælge en model der var lidt mere driftssikker en den vi kører på nu:)
Der er da også noget befriende ved at færdes i en trafik, hvor man, hvis der ikke er plads i minibussen, bare lægger sig op på taget. Her kan man både snakke i mobiltelefon og spise frokost, samtidig med at man får frisk vind og god udsigt. Smart!
Der er mange ting vi kan tage med os hernede fra, men den største af dem, må nok være at sætte pris på det man har. Vi skal kun udenfor vores egen dør, før vi bliver mødt af folk der lever af at samle skrald eller står i giftige dampe dagen lang til en ussel løn. Igår aftes kørte vi vores formentlig sidste tur gennem Phnom Penh ved midnatstid, og her kan man bare se hvor mange der ligger rundt om på gaden og sover. Det er ikke som en hjemløs i Danmark der måske er "heldig" at have en papkasse, jakke eller sovepose. Her ligger de på gaden uden andet end det tøj de har på kroppen, mens rotterne snuser rundt omkring skraldeposerne. Kun hvis de er heldige har de et myggenet, som kan beskytte dem mod sygdommene fra myggene. Det er trist at se, og man ville ønske man kunne hjælpe...
Jeg håber, at vi vil kunne holde fast i taknemmeligheden over de små ting. I skrivende stund sidder jeg midt i kæmpe flytterod, hvor vi prøver at få vores baggage til at være overkommelig. Hvor har vi dog mange ting! Heldigvis bliver der en stor taske med tøj i god stand, som vi vil aflevere et sted hvor der er brug for det.
Der er mange venner hernede som vi kommer til at savne rigtig meget. Vi har været heldige med at få nogle rigtig tætte venner, og jeg er sikker på at det bliver "See you" på tirsdag når vi står i lufthavnen. Det er næsten værre at skulle sige farvel til de lokale hernede, som vi fx gennem arbejde har lært at kende. Mennesker der ikke har særlig gode vilkår, og som vi ved at vi aldrig vil kunne få kontakt til igen. Allerede nu har vi oplevet at sige farvel til mange, og vi aner ikke hvor de ender henne. Det er meget mærkeligt at tænke på.
Vi forlader det hernede for nu, og alle de lokale spørger hvornår vi kommer tilbage. Der må vi jo desværre skuffe dem med at det gør vi ikke lige foreløbigt, men det kunne da være sjovt at komme herned igen om 5-10-20 år, og se hvordan landet har udviklet sig. Cambodja er langt bagefter nu, men der sker hele tiden små skridt i retningen mod et mere oplyst samfund. To store hængepartier er desværre hygiejne og børneopdragelse, som bidrager til at udviklingen på nogle områder går ret langsomt, da de dårlige vaner går videre til børnene nu.
Det er svært, at skrive alle de ting ned vi kommer til at savne, men det er rigtig dejligt, at vi ved at der er rigtig mange ting, netop fordi vi glæder os rigtig meget til at komme hjem. Det bliver dejligt at se tilbage på det hernede, og have en god følelse i kroppen. Vi tror det bliver en god form for afsavn!
Nu skal vi hjem til livet i Danmark, som henover sommeren byder på arbejde for Michaels vedkommende, og for Sannes bliver det at få os på plads i lejlighed igen fra august. Det bliver en dejlig sommer, hvor vi skal nyde tiden sammen med venner og familie. Lige nu forstår vi slet ikke at vi rent faktisk er i Danmark igen på onsdag, og herefter ser vi frem til en dejlig weekend som byder på familiehygge, et fantastisk bryllup og en studenterfest.. Vi får faktisk rigtig travlt når vi først lander i Kastrup, men det er svært spekulere over, når man stadig sidder på den anden side af jorden!
Nå men, tænk hvis vi resten af vores dage, kan se glæden over en madpakke med rugbrød med leverpostej (og måske en lille agurk).... Mmmh...
søndag den 24. juni 2012
torsdag den 10. maj 2012
Lidt nyt fra arbejdet på "Sak Saum" og "Sons of Cambodia"!
I marts måned blev der fundet en ny medarbejder til "Sak
Saum", som jeg har oplært til at kunne lave nogle af de nye ting, jeg har sat i
gang på arbejdet. Hun kommer ikke fra en baggrund hvor hun har oplevet
menneskehandel, men gennem vores snak, der langsomt udviklede sig, fandt jeg
hurtigt ud af at hun alligevel har sine ar på sjælen! De fleste af hendes
familiemedlemmer er døde, nu har hun kun nogle få af sine brødre tilbage. Hun
er 26 år, og er gift med en mand hun har mødt gennem kirken. Jeg synes, at jeg
kan mærke at hun er glad for sin mand, men de har et stort og brændende ønske
om at få et barn! Hun har fortalt mig at hun har været gravid fire gange, men
alle fire gange døde barnet omkring 3. – 4. måned. Med det Khmer jeg nu kan, fik hun forklaret mig noget om at
hendes livmoder ikke fungerer optimalt. Inden hun startede arbejdet på "Sak
Saum", sagde hendes mand til hende, at han troede på, at hvis hun fik et godt
job på et kristent sted, ville hun blive gravid igen. Nu er hun så 2 måneder
henne i sin graviditet, og vi håber på at dette barn klarer sig gennem hele
graviditeten.
Det minder mig om hvordan forskellig en Khmers verden er fra vores egen. Er man ikke i stand til at få børn, er det bare ærgerligt, her er ingen muligheden for hjælp – i det mindste ikke muligheder man kan betale! En af vores danske kollegaer arbejder med for tidligt fødte babyer. Også her kan det virkelig ses hvor få midler de har. Hvis hjælpemidlerne ikke er ledige, er der ikke så meget at gøre, og babyerne dør. For en måned siden blev en af Khmer lederne fra mit arbejde kidnappet og mishandlet. Hun slap heldigvis væk, og har det godt nu. Der er stadig ingen der ved hvorfor hun blev kidnappet, men den tanke lever de med – det er kun en dårlig side af livet. Det er simpelthen så sjældent at vi hører nogen af de lokale beklage sig over deres land, deres mangel på penge, deres hospitalssystem, deres liv eller deres muligheder. I stedet har de en evne til at se på det de egentlig har, og glædes over det. Mon ikke vi er flere der kunne lære af det?
Michael har haft en rigtig god begyndelse på sit nye arbejde. Selvom han kun har været der i en kort periode, er der alligevel sket en masse små skridt på vejen mod at hjælpe drengene til at få deres identitet tilbage igen.
I sidste uge blev to af drengene klippet i deres frokostpause. Michael kunne næsten ikke kende dem da han kom tilbage efter frokost. Måske kan det ses som en lille ting, men for dem er det et stort skridt. Alle piger kan vel sætte sig ind i, at hvis man har brugt lang tid på at gro sit hår langt, kræver det overvejelse før man bare klipper det af. Drengene her har ikke kun ville have langt hår, fordi de synes det er pænt, men også fordi det har skulle forme den person de har prøvet at udvikle. Nu er de i hvert fald et lille skridt tættere på at blive som drenge igen.
På arbejdet er der en dreng, som har været hos "Sons" noget tid. Han har haft til opgave at sidde med nogle småting, bl.a. male nogle af de træting drengene producerer. De har dog haft en del problemer med, at drengen ikke har kunnet holde sig vågen til dette arbejde, da han stadig arbejder som prostitueret om natten (desværre). Derfor, har han praktisk talt siddet og sovet over arbejdet på "Sons". Efter Michael er startet på Daughters, har de haft mulighed for at lave nogle omrokeringer i arbejdet. Det vil sige, at de nu har bestemt at ”den sovende” dreng skal arbejde sammen med Michael, og lære at lave rammer med tap-samlinger (!?!). De startede på det i fredags, og Michael var vildt overrasket over hvor meget drengen egentlig kunne. Har var super dygtig til at lave samlingerne, og syntes at det var spændende at lære. Michael fik mulighed for a have nogle timer sammen med ham, hvor han virkelig kunne rose ham, og lave noget praktisk og mere spændende arbejde.
Det minder mig om hvordan forskellig en Khmers verden er fra vores egen. Er man ikke i stand til at få børn, er det bare ærgerligt, her er ingen muligheden for hjælp – i det mindste ikke muligheder man kan betale! En af vores danske kollegaer arbejder med for tidligt fødte babyer. Også her kan det virkelig ses hvor få midler de har. Hvis hjælpemidlerne ikke er ledige, er der ikke så meget at gøre, og babyerne dør. For en måned siden blev en af Khmer lederne fra mit arbejde kidnappet og mishandlet. Hun slap heldigvis væk, og har det godt nu. Der er stadig ingen der ved hvorfor hun blev kidnappet, men den tanke lever de med – det er kun en dårlig side af livet. Det er simpelthen så sjældent at vi hører nogen af de lokale beklage sig over deres land, deres mangel på penge, deres hospitalssystem, deres liv eller deres muligheder. I stedet har de en evne til at se på det de egentlig har, og glædes over det. Mon ikke vi er flere der kunne lære af det?
Michael har haft en rigtig god begyndelse på sit nye arbejde. Selvom han kun har været der i en kort periode, er der alligevel sket en masse små skridt på vejen mod at hjælpe drengene til at få deres identitet tilbage igen.
I sidste uge blev to af drengene klippet i deres frokostpause. Michael kunne næsten ikke kende dem da han kom tilbage efter frokost. Måske kan det ses som en lille ting, men for dem er det et stort skridt. Alle piger kan vel sætte sig ind i, at hvis man har brugt lang tid på at gro sit hår langt, kræver det overvejelse før man bare klipper det af. Drengene her har ikke kun ville have langt hår, fordi de synes det er pænt, men også fordi det har skulle forme den person de har prøvet at udvikle. Nu er de i hvert fald et lille skridt tættere på at blive som drenge igen.
På arbejdet er der en dreng, som har været hos "Sons" noget tid. Han har haft til opgave at sidde med nogle småting, bl.a. male nogle af de træting drengene producerer. De har dog haft en del problemer med, at drengen ikke har kunnet holde sig vågen til dette arbejde, da han stadig arbejder som prostitueret om natten (desværre). Derfor, har han praktisk talt siddet og sovet over arbejdet på "Sons". Efter Michael er startet på Daughters, har de haft mulighed for at lave nogle omrokeringer i arbejdet. Det vil sige, at de nu har bestemt at ”den sovende” dreng skal arbejde sammen med Michael, og lære at lave rammer med tap-samlinger (!?!). De startede på det i fredags, og Michael var vildt overrasket over hvor meget drengen egentlig kunne. Har var super dygtig til at lave samlingerne, og syntes at det var spændende at lære. Michael fik mulighed for a have nogle timer sammen med ham, hvor han virkelig kunne rose ham, og lave noget praktisk og mere spændende arbejde.
torsdag den 26. april 2012
Sons of Cambodia
Michael har fået nyt arbejde! Da Project Future (i den form det er nu) lukker ned i slutningen af maj, er de gået ind i fase hvor de gør alt hvad de kan for at få de sidste elever gennem uddannelsen. Det vil sige at de har skåret ned på alt andet undervisning end mekanik. Derfor havde Michael før vores ferie i Khmer Nytår sidste undervisningsdag på Future, med dertilhørende eksamen. Fremover skal han kan arbejde hver mandag på Project Future, hvor skal skal have engelskundervisning med de ansatte, samt have sociale aktiviteter med drengene.
Resten af ugen skal Michael arbejde på et projekt der hedder "Sons of Cambodia". Projektet er en del af et større projekt der hedder "Daughters of Cambodia", som ligesom Sannes arbejde hjælper piger der har været ude for menneskehandel. "Sons of Cambodia" er et forholdsvist nyt projekt. Her hjælper de drenge der har haft en levevej som ladyboys, altså drengene der klæder sig ud som piger, og sælger sig selv på den måde. I Cambodja også kendt som 3. rangs sex - altså selv indenfor prostitutionsmiljøet nederst i hierarkiet. Drengene får tilbud om at få arbejde gennem "Sons of Cambodia" i stedet for at sælge sig selv. Her har de en kontrakt om at de skal møde op på arbejde hver dag til tiden, arbejde et vist antal timer og lave specielle aftaler hvis der skulle komme noget i vejen for arbejdet. De er nødt til at have en del regler for at kunne fungere i et almindeligt arbejde.
Michael skal arbejde sammen med drengene i deres træværksted. Her lærer de drengene et håndværk som de kan bruge til forskellige ting. Nogle af de første projekter har været små udskårne ting, som fx kroge eller dørskilte. Michael skal være med til at starte et par nye ting op. Det første er billedrammer med tap-samlinger (ja, jeg Sanne, ved selvfølgelig ikke hvad det er). Derefter skal de begynde på lidt større projekter som bænke og borde. Det er meningen at drengene skal øve sig på tingene, og når det er godt nok, bliver det solgt i den butik som "Daughters of Cambodia" har her i Phnom Penh.
Michael har haft sin første uge på projektet, og det har været spændende for ham. Det er et meget anderledes arbejde end Project Future, og han får brug for at lære mange nye Khmer-ord. Derudover er der også noget mere at tage hensyn til rent psykisk i forhold til drengene, da deres selvværd/selvtillid og hele deres identitet er ret ødelagt. Som en del af deres opbyggelsesproces, bruger de hver eftermiddag (efter Michael er gået hjem), på bl.a. terapi gennem billedkunst og samtaler. Mange af dem ved slet ikke hvordan man opfører sig som mand, så Michael vil også ved sin tilstedeværelse kunne være et forbillede for dem. Flere af dem er gennem en lang proces, og det er vidt forskellige hvor langt de hver især er nået. Nogen af dem har fået deres identitet, og liv, tilbage på en måde de aldrig før havde troet, andre går stadig i pigetøj og søger opmærksomhed på en meget dårlig og overfladisk måde.
Det bliver spændende at se hvor meget Michael kan komme til at hjælpe på stedet, i de 2 måneder vi nu har tilbage her i Cambodja.
Resten af ugen skal Michael arbejde på et projekt der hedder "Sons of Cambodia". Projektet er en del af et større projekt der hedder "Daughters of Cambodia", som ligesom Sannes arbejde hjælper piger der har været ude for menneskehandel. "Sons of Cambodia" er et forholdsvist nyt projekt. Her hjælper de drenge der har haft en levevej som ladyboys, altså drengene der klæder sig ud som piger, og sælger sig selv på den måde. I Cambodja også kendt som 3. rangs sex - altså selv indenfor prostitutionsmiljøet nederst i hierarkiet. Drengene får tilbud om at få arbejde gennem "Sons of Cambodia" i stedet for at sælge sig selv. Her har de en kontrakt om at de skal møde op på arbejde hver dag til tiden, arbejde et vist antal timer og lave specielle aftaler hvis der skulle komme noget i vejen for arbejdet. De er nødt til at have en del regler for at kunne fungere i et almindeligt arbejde.
Michael skal arbejde sammen med drengene i deres træværksted. Her lærer de drengene et håndværk som de kan bruge til forskellige ting. Nogle af de første projekter har været små udskårne ting, som fx kroge eller dørskilte. Michael skal være med til at starte et par nye ting op. Det første er billedrammer med tap-samlinger (ja, jeg Sanne, ved selvfølgelig ikke hvad det er). Derefter skal de begynde på lidt større projekter som bænke og borde. Det er meningen at drengene skal øve sig på tingene, og når det er godt nok, bliver det solgt i den butik som "Daughters of Cambodia" har her i Phnom Penh.
Michael har haft sin første uge på projektet, og det har været spændende for ham. Det er et meget anderledes arbejde end Project Future, og han får brug for at lære mange nye Khmer-ord. Derudover er der også noget mere at tage hensyn til rent psykisk i forhold til drengene, da deres selvværd/selvtillid og hele deres identitet er ret ødelagt. Som en del af deres opbyggelsesproces, bruger de hver eftermiddag (efter Michael er gået hjem), på bl.a. terapi gennem billedkunst og samtaler. Mange af dem ved slet ikke hvordan man opfører sig som mand, så Michael vil også ved sin tilstedeværelse kunne være et forbillede for dem. Flere af dem er gennem en lang proces, og det er vidt forskellige hvor langt de hver især er nået. Nogen af dem har fået deres identitet, og liv, tilbage på en måde de aldrig før havde troet, andre går stadig i pigetøj og søger opmærksomhed på en meget dårlig og overfladisk måde.
Det bliver spændende at se hvor meget Michael kan komme til at hjælpe på stedet, i de 2 måneder vi nu har tilbage her i Cambodja.
tirsdag den 17. april 2012
Tioman Island - heaven on earth?!?
Jeg kan se på vores blog, at jeg ikke har opdateret siden februar. Det er altså IKKE fordi der ikke sker noget i vores liv på den anden side. Der sker bestemt en masse, faktisk så meget at det indimellem kan være svært at få det formuleret på skrift på bloggen. Men, nu kommer der et lille indlæg. Denne gang fra Malaysia....
Vi er på ferie lige nu - og vi holder for alvor ferie, med alt hvad det indebærer. Vi fløj til Kuala Lumpur i Malaysia i torsdag, og havde der et par dage med storbyliv: shopping, Starbucks, McDonalds, biograftur, parker, templer og metro-ture. Vi rejser sammen med to af vores gode venner, Jenny og Lauren, som vi har mødt gennem sprogskolen i Phnom Penh.
Eter et par dage i storbyen rejste vi til en lille ø ved Malaysias østkyst - Tioman Island. Vi rejste 5 timer i bus, gennem den smukkeste og grønneste natur. Det var lidt ligesom at køre gennem en smuk dansk skov, blot uafbrudt skønhed i 5 timer. Herefter sejlede vi to timer med en lille båd ud til øen hvor vi er nu. Her er utroligt smuk og meget stille og slet ikke overendt af turister. Det er perfekt for os, så vi kan slappe af, men samtidig nyde naturen og tage på nogle spændende ture. Igår tog vi på en snorkelingtur rundt med speedbåd. Vandet var utroligt klart, jeg tror aldrig vi har badet i så turkisblåt hav. Det var som at snorkle i en swimmingpool fyldt med koraller og MASSERE af fisk. Vi havde brød med til fiskene, og når man tog det frem under vand, gik der 10 sekunder før det vrimlede med fisk omkring en, i alle farver og størrelser. Det var ret sjovt! Vi var også ved en strand med det hvideste sand og store varaner der dovent vandrede omkring. Vi så den første varan (1,5 meter lang krokodille/øgle-lignende dyr) den aften vi ankom, i en flod tæt ved den hytte vi bor i. Var vidst ret godt at vi allerede der fandt ud af at de lever frit i naturen hernede, ellers tror jeg vi var blevet noget skræmte...
I dag har vi været på trekkingtur. Turen vi tog på, bliver solgt som guidet tur af lokale her på øen, men de foreslog os at vi bare selv tog turen, og fulgte de telefonkabler der hænger gennem junglen. Så det gjorde vi. Turen var noget svære end vi troede! Det gik stejlt op og ned gennem tæt jungle i 50 minutter før vi nåede målet - en lækker og øde strand. Nåede at tage mig et styrt i junglen, så det gik ud over brune sommerben og min albue:) Herefter badede vi i lang tid i det dejlige vand, og slappede lidt af efter den lange tur. På vej tilbage gennem junglen farede vi vild, og måtte tage flere besværlige omveje. På turen gennem junglen så vi aber i træerne og store varaner i skovbunden. Det var en sjov, men meget udmattende tur:)
Begge eftermiddage har vi været ved stranden med musik, bøger og solcreme. Dejligt. Begge eftermiddage er det også blevet til en lille lur på stranden. Om aftenen nyder vi BBQ med lokal fisk m.m., udendørs biograf, kortspil, snak og bål på stranden.
I morgen venter der Michael to dyk, hvor de forventer at skulle se hajer (derfor skal jeg IKKE med). I morgen eftermiddag tager vi alle på en snorkeltur til et sted hvor man kan se havskildpadder og hajer (eftersigende vegetarhajer). Torsdag morgen rejser vi mod Singapore, hvor vi har et par overnatninger i storbyen. Lørdag tilbage mod Kuala Lumpur, og søndag skal vi først op i Petrona Towers og derefter med flyveren hjem til Phnom Penh.
Jeg regner med at lægge nogle billeder på Facebook fra vores dejlige ferie, når vi kommer hjem igen.
Det bliver også snart tid til et nyt blogindlæg om vores liv i Phnom Penh. Der er spændende nyt omkring Michaels arbejde. Project Future lukker ned til maj, det har desværre gjort at engelskundervisningen er blevet aflyst, så Michael havde sidste undervisningsdag i sidste uge. Heldigvis har han fundet nyt arbejde som han skal starte på på tirsdag. Michael skal fremover arbejde på et projekt der hedder Sons of Cambodia, hvor han skal hjælpe Ladyboys til en anden indkomst end at sælge dem selv. Det kommer der snart mere om på bloggen.
Nu må jeg tilbage til de søde liv på Tioman Island - sådan kunne man godt blive vant til at bruge sine fridage...
Vi er på ferie lige nu - og vi holder for alvor ferie, med alt hvad det indebærer. Vi fløj til Kuala Lumpur i Malaysia i torsdag, og havde der et par dage med storbyliv: shopping, Starbucks, McDonalds, biograftur, parker, templer og metro-ture. Vi rejser sammen med to af vores gode venner, Jenny og Lauren, som vi har mødt gennem sprogskolen i Phnom Penh.
Eter et par dage i storbyen rejste vi til en lille ø ved Malaysias østkyst - Tioman Island. Vi rejste 5 timer i bus, gennem den smukkeste og grønneste natur. Det var lidt ligesom at køre gennem en smuk dansk skov, blot uafbrudt skønhed i 5 timer. Herefter sejlede vi to timer med en lille båd ud til øen hvor vi er nu. Her er utroligt smuk og meget stille og slet ikke overendt af turister. Det er perfekt for os, så vi kan slappe af, men samtidig nyde naturen og tage på nogle spændende ture. Igår tog vi på en snorkelingtur rundt med speedbåd. Vandet var utroligt klart, jeg tror aldrig vi har badet i så turkisblåt hav. Det var som at snorkle i en swimmingpool fyldt med koraller og MASSERE af fisk. Vi havde brød med til fiskene, og når man tog det frem under vand, gik der 10 sekunder før det vrimlede med fisk omkring en, i alle farver og størrelser. Det var ret sjovt! Vi var også ved en strand med det hvideste sand og store varaner der dovent vandrede omkring. Vi så den første varan (1,5 meter lang krokodille/øgle-lignende dyr) den aften vi ankom, i en flod tæt ved den hytte vi bor i. Var vidst ret godt at vi allerede der fandt ud af at de lever frit i naturen hernede, ellers tror jeg vi var blevet noget skræmte...
I dag har vi været på trekkingtur. Turen vi tog på, bliver solgt som guidet tur af lokale her på øen, men de foreslog os at vi bare selv tog turen, og fulgte de telefonkabler der hænger gennem junglen. Så det gjorde vi. Turen var noget svære end vi troede! Det gik stejlt op og ned gennem tæt jungle i 50 minutter før vi nåede målet - en lækker og øde strand. Nåede at tage mig et styrt i junglen, så det gik ud over brune sommerben og min albue:) Herefter badede vi i lang tid i det dejlige vand, og slappede lidt af efter den lange tur. På vej tilbage gennem junglen farede vi vild, og måtte tage flere besværlige omveje. På turen gennem junglen så vi aber i træerne og store varaner i skovbunden. Det var en sjov, men meget udmattende tur:)
Begge eftermiddage har vi været ved stranden med musik, bøger og solcreme. Dejligt. Begge eftermiddage er det også blevet til en lille lur på stranden. Om aftenen nyder vi BBQ med lokal fisk m.m., udendørs biograf, kortspil, snak og bål på stranden.
I morgen venter der Michael to dyk, hvor de forventer at skulle se hajer (derfor skal jeg IKKE med). I morgen eftermiddag tager vi alle på en snorkeltur til et sted hvor man kan se havskildpadder og hajer (eftersigende vegetarhajer). Torsdag morgen rejser vi mod Singapore, hvor vi har et par overnatninger i storbyen. Lørdag tilbage mod Kuala Lumpur, og søndag skal vi først op i Petrona Towers og derefter med flyveren hjem til Phnom Penh.
Jeg regner med at lægge nogle billeder på Facebook fra vores dejlige ferie, når vi kommer hjem igen.
Det bliver også snart tid til et nyt blogindlæg om vores liv i Phnom Penh. Der er spændende nyt omkring Michaels arbejde. Project Future lukker ned til maj, det har desværre gjort at engelskundervisningen er blevet aflyst, så Michael havde sidste undervisningsdag i sidste uge. Heldigvis har han fundet nyt arbejde som han skal starte på på tirsdag. Michael skal fremover arbejde på et projekt der hedder Sons of Cambodia, hvor han skal hjælpe Ladyboys til en anden indkomst end at sælge dem selv. Det kommer der snart mere om på bloggen.
Nu må jeg tilbage til de søde liv på Tioman Island - sådan kunne man godt blive vant til at bruge sine fridage...
onsdag den 29. februar 2012
Lidt nyt fra livet på den anden side
Har været inde for at tjekke status på vores blog.... og hold da op! Der er godt nok mange mennesker der følger med, og ikke kun når der er lavet nye indlæg:)
Nu har vi 4 måneder tilbage i Cambodja, og dem har vi bestemt os for at udnytte på bedst mulige måde. Blandt andet derfor har vi nu fået os en motorcykel. Det er en gammel og lidt dårlig Daelim-scooter fra Korea. Så nu tøffer vi rundt i byen, og kan nemt komme rundt omkring til de steder vi gerne vil. Det er dejligt og nemt.
Det går rigtig godt for os begge på arbejdet. Jeg nyder at være på arbejdet, og jeg nyder følelsen af at pigerne nu er helt trygge ved mit selskab, og at jeg kan mærke at de er glade for at jeg arbejder sammen med dem. I sidste weekend havde vi besøg af Helle og Karen som bor i Thailand, de arbejdede sammen med mig fredag formiddag, og sagde: "Det er jo lidt som om at du slet ikke er "over" pigerne, du sidder sammen med dem og laver nogle gange det samme som dem". Det blev jeg rigtig glad for at høre, da det lige præcis er det jeg prøver at efterleve i mit arbejde dernede. Jeg vil gerne at de ser mig som en ven, og at de ser, at selvom jeg er hvid, er jeg ikke for fin til at sidde på gulvet og hjælpe dem med at klippe et stykke stof eller stryge en vare. Sommetider har jeg ting jeg skal have ordnet selv, så arbejder jeg på de nye tiltag jeg har lavet dernede eller pakker ordrer. Andre gange har jeg ikke så meget, og så spørger jeg pigerne om der er noget jeg kan hjælpe dem med. I starten sagde de mest at det behøvede jeg ikke, så begyndte jeg bare at gøre noget, eller sætte mig og begyndte at hjælpe dem, men nu siger de selv hvis der er noget de gerne vil have min hjælp til. Det er dejligt.
Sak Saum er lige begyndt at søge efter en ny pige til at arbejde på Sak Saum. Det er meningen at hun skal overtage de projekter jeg er ved at sætte igang, sådan at det ikke ender når jeg er færdig på Sak Saum. Det bliver spændende at se om det lykkes, og det bliver spændende at jeg får mulighed for at præge en Khmers livssituation, ved at oplære hende til et arbejde med gode forhold.
I weekenden var jeg til bryllup hos en af pigerne fra Sak Saum. Det var en rigtig dejlig dag, specielt fordi jeg kender historien bag hende der blev gift. Hun har oplevet en mor med et hav af forskellige mænd, der har misbrugt hende. Hun har oplevet at blive solgt af sin mor til et arbejde i Phnom Penh, hvor hun skulle feje gaderne. Hun har oplevet voldtægt og misbrug fra mænd sent nat og tidligt morgen, fordi hun var et let offer der arbejdede på gaderne når andre havde fri. Da hun kom til Sak Saum var hun skræmt, hun hadede mænd og var ikke i stand til at skabe gode relationer. Heldigvis er hun kommet videre, og hun strålede af lykke til brylluppet i lørdags. Jeg tror på at hun har fundet en god mand. Hun kender ham gennem kirke, og han er simpelthen så venlig! Jeg mødte dem igen i dag da de kom tilbage fra "bryllupsrejse", og hun så bare så glad ud! Sikke dejligt....
Jeg har fået printet en masse billeder fra brylluppet, og dem havde jeg med på arbejde i dag, så pigerne kunne få dem. De bliver så glade over små ting, og alle kan nok sætte sig ind i at billeder er sjove at have - de har bare ikke muligheder for selv at få dem. Jeg synes det er så sjovt at se hvordan piger fra vidt forskellige vilkår alligevel er så ens, de synes det var så sjovt at se hvordan de selv så ud på billederne fra i lørdags.
Vi havde besøg af min barmdomsveninde Helle og hendes rejsekammerat Karen i weekenden. Det var virkelig en dejlig weekend, hvor vi hyggede og oplevede Cambodja sammen. Jeg har nu bestilt billetter til at komme op og besøge dem i Chiang Mai i Thailand i maj måned. Det glæder jeg mig til!
Michaels arbejde på Project Future hører desværre op. Stedet skal lukke ned, vi ved endnu ikke hvornår det endeligt lukker. Vi håber det bliver kort tid før vores hjemrejse. Hvis ikke, bor vi heldigvis i et land fyldt med behov, så mon ikke han kan finde noget andet hvis det ender med at lukke ned snart. Vi vil skrive mere herinde når vi ved mere.
Vi kan ikke rigtig forstå at vi allerede har været afsted i et halvt år. Vi er så taknemmeligt for alle de relationer vi har fået her i landet. Det vil gøre det svært for os at skulle forlade landet igen om 4 måneder. Heldigvis glæder vi os rigtig meget til at se alle jer derhjemme igen...
Nu har vi 4 måneder tilbage i Cambodja, og dem har vi bestemt os for at udnytte på bedst mulige måde. Blandt andet derfor har vi nu fået os en motorcykel. Det er en gammel og lidt dårlig Daelim-scooter fra Korea. Så nu tøffer vi rundt i byen, og kan nemt komme rundt omkring til de steder vi gerne vil. Det er dejligt og nemt.
Det går rigtig godt for os begge på arbejdet. Jeg nyder at være på arbejdet, og jeg nyder følelsen af at pigerne nu er helt trygge ved mit selskab, og at jeg kan mærke at de er glade for at jeg arbejder sammen med dem. I sidste weekend havde vi besøg af Helle og Karen som bor i Thailand, de arbejdede sammen med mig fredag formiddag, og sagde: "Det er jo lidt som om at du slet ikke er "over" pigerne, du sidder sammen med dem og laver nogle gange det samme som dem". Det blev jeg rigtig glad for at høre, da det lige præcis er det jeg prøver at efterleve i mit arbejde dernede. Jeg vil gerne at de ser mig som en ven, og at de ser, at selvom jeg er hvid, er jeg ikke for fin til at sidde på gulvet og hjælpe dem med at klippe et stykke stof eller stryge en vare. Sommetider har jeg ting jeg skal have ordnet selv, så arbejder jeg på de nye tiltag jeg har lavet dernede eller pakker ordrer. Andre gange har jeg ikke så meget, og så spørger jeg pigerne om der er noget jeg kan hjælpe dem med. I starten sagde de mest at det behøvede jeg ikke, så begyndte jeg bare at gøre noget, eller sætte mig og begyndte at hjælpe dem, men nu siger de selv hvis der er noget de gerne vil have min hjælp til. Det er dejligt.
Sak Saum er lige begyndt at søge efter en ny pige til at arbejde på Sak Saum. Det er meningen at hun skal overtage de projekter jeg er ved at sætte igang, sådan at det ikke ender når jeg er færdig på Sak Saum. Det bliver spændende at se om det lykkes, og det bliver spændende at jeg får mulighed for at præge en Khmers livssituation, ved at oplære hende til et arbejde med gode forhold.
I weekenden var jeg til bryllup hos en af pigerne fra Sak Saum. Det var en rigtig dejlig dag, specielt fordi jeg kender historien bag hende der blev gift. Hun har oplevet en mor med et hav af forskellige mænd, der har misbrugt hende. Hun har oplevet at blive solgt af sin mor til et arbejde i Phnom Penh, hvor hun skulle feje gaderne. Hun har oplevet voldtægt og misbrug fra mænd sent nat og tidligt morgen, fordi hun var et let offer der arbejdede på gaderne når andre havde fri. Da hun kom til Sak Saum var hun skræmt, hun hadede mænd og var ikke i stand til at skabe gode relationer. Heldigvis er hun kommet videre, og hun strålede af lykke til brylluppet i lørdags. Jeg tror på at hun har fundet en god mand. Hun kender ham gennem kirke, og han er simpelthen så venlig! Jeg mødte dem igen i dag da de kom tilbage fra "bryllupsrejse", og hun så bare så glad ud! Sikke dejligt....
Jeg har fået printet en masse billeder fra brylluppet, og dem havde jeg med på arbejde i dag, så pigerne kunne få dem. De bliver så glade over små ting, og alle kan nok sætte sig ind i at billeder er sjove at have - de har bare ikke muligheder for selv at få dem. Jeg synes det er så sjovt at se hvordan piger fra vidt forskellige vilkår alligevel er så ens, de synes det var så sjovt at se hvordan de selv så ud på billederne fra i lørdags.
Vi havde besøg af min barmdomsveninde Helle og hendes rejsekammerat Karen i weekenden. Det var virkelig en dejlig weekend, hvor vi hyggede og oplevede Cambodja sammen. Jeg har nu bestilt billetter til at komme op og besøge dem i Chiang Mai i Thailand i maj måned. Det glæder jeg mig til!
Michaels arbejde på Project Future hører desværre op. Stedet skal lukke ned, vi ved endnu ikke hvornår det endeligt lukker. Vi håber det bliver kort tid før vores hjemrejse. Hvis ikke, bor vi heldigvis i et land fyldt med behov, så mon ikke han kan finde noget andet hvis det ender med at lukke ned snart. Vi vil skrive mere herinde når vi ved mere.
Vi kan ikke rigtig forstå at vi allerede har været afsted i et halvt år. Vi er så taknemmeligt for alle de relationer vi har fået her i landet. Det vil gøre det svært for os at skulle forlade landet igen om 4 måneder. Heldigvis glæder vi os rigtig meget til at se alle jer derhjemme igen...
tirsdag den 31. januar 2012
Klokken slår. Tiden går. Den ene dag afløser den anden. Herligt!
Puha.. Vi oplever så meget på "dagligdagsfronten" at det kan blive helt uoverskueligt at starte på et blog-indlæg. Nu gør jeg det alligevel...
Michaels arbejde på Project Future kører rigtig godt fortiden. Mange har spurgt om hvordan eksamen her i januar måned er gået, og nu kan vi endelig fortælle lidt mere om det. Michael havde en god oplevelse af at have sine første engelsk-elever til eksamen. Halvdelen af hans elever (senior-class) var oppe til eksamen i sidste uge, og den anden halvdel (juniorclass) skal i denne uge. I sidste uge havde han eleverne til både en mundtlig og en skriftlig eksamen, hvor de skulle vise hvilke ting de havde lært i løbet af den tid Michael har undervist dem. Det gjorde de godt! Michael var fuldt ud tilfreds, nogle elever overraskede endda og gjorde mere end forventet. Man må huske på, at engelsk er total fremmed for dem. De har startet med at lære bogstaverne og lydene der hører til. Derfor var det også nogle meget nervøse drenge der gik til eksamen efter et halvt års undervisning! For at bestå det fulde forløb på Project Future, skal de have mere end 60% bestået i en samlet karakter over alle fagenes eksamener. Michael tror at de alle vil bestå, men han har selvfølgelig svært ved at vide hvordan de har klaret sig i fx mekaniker-fagene.
Jeg er kommet godt ind i mit nye arbejde på Sak Saum, og har nu været en fast del af teamet i ca. 3 uger. Jeg er heldig med at Sak Saums afdeling (hvor jeg er til hverdag), kun ligger 3 minutters gang fra vores hus. Det gør at jeg nemt kan nå hjem og spise noget frokost midt på dagen. Jeg møder omkring kl. 9, og arbejder så indtil kl. 17-17.30. Jeg har mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg får lov at sidde og lege med design af tasker, hårbånd m.m., men meget af tiden bruger jeg også på at sidde sammen med pigerne, og hjælpe dem med de ting de laver. Det giver rigtig god mening for mig at sidde på gulvet sammen med pigerne, og lave det samme arbejde som de gør, mens jeg taler med dem på mit utilstrækkelige Khmer. Man kan tydeligt mærke, at de alle sammen er piger der har haft mange svigt i deres liv. Jeg oplever ind i mellem at de er kede af det, de græder og skændes over misforståelser. De har nemt ved at føle sig trådt på, og som de fortæller mig, er det ofte nemmest for dem bare at lukke ned for følelserne. Det prøver vi at guide dem til at lade være med. I morges da jeg mødte på arbejde, sad jeg og arbejdede sammen med pigerne, da jeg godt kunne fornemme at to af dem talte med mere og mere vrede stemmer til hinanden (deres Khmer går for stærkt til at jeg kan følge med i samtalen). Det endte desværre med at de begge græd, og at den ene derefter gik. Der sad jeg midt i mellem dem, og havde ikke nogen idé om hvad deres konflikt gik ud på. Måtte bede den ene om at forklare mig det, og hun fortalte mig om alle de følelser der foregår inde i hendes hoved, og som for alvor kommer til udtryk når der opstår misforståelser og dårlig kommunikation. Følelser af at hun er mindre værd, at hun føler sig mislykket og at andre ikke forstår hvordan hun egentlig har det. Pigerne jeg arbejder med, er de sidste mennesker jeg ønsker skal have den slags følelser, fordi jeg ved hvad de har kæmpet med! Formiddagen blev altså brugt på at de to piger fik talt sammen, og efter middag var det heldigvis deres søde smil der mødte mig igen. Jeg kan næsten ikke bære at se det når livet piner dem.
Heldigvis er det som oftest glade piger jeg arbejder sammen med. De elsker at pjatte og prøve at lære mig fjollede ord på Khmer, de udtrykker gerne at de er glade for at jeg arbejder sammen med dem, og de taler lidt for ofte om hvornår jeg skal hjem. Det har jeg ikke lyst til at tænke på lige nu!
Jeg kan desværre ikke lægge nogle billeder ud fra mit arbejde, da nogle af pigerne er beskyttet mod offentligheden af juridiske grunde. Der er lavet nogle videoer, som ligger på youtube.com. Hvis man søger på Sak Saum kommer der flere videoer frem. Jeg har selv kun set en af dem (vores internet er SÅ langsomt), men den er helt ny og er blevet lavet mens jeg har arbejdet der. Videoen hedder noget med "A glimpse of Sak Saum".
Jeg er blevet spurgt ad, om jeg ikke kan fortælle mere om vores hverdag her i Phnom Penh, men vi må jo sige at vores hverdage er meget fyldt med arbejde. Derfor håber jeg det har givet et lille indblik i hvad vi laver hernede mandag - fredag. Selvfølgelig er det foruden alle de anderledes ting der medfølger når man bor i et land som Cambodja. Vi vasker vores frugt i såkaldt "frugtsæbe". Vi (altså vores hushjælper) bestiller vand udefra i 10 liters dunke. Vi koger vandet hvis vi skal vaske op. Vi har ingen varm vand i bruseren. Vi sover med aircondition hver nat, men ingen myggenet. Vi kan høre gekkoerne snakke natten igennem. Vi bliver tilbudt alle former for kørelejligheder op til tusind gange om dagen (sådan føles det sommetider). Vi har fritidsinteresser som fodbold og fitness. Når vi går ud på vores gade skal vi passe på ikke at træde i en hundlort, samt at komme for tæt på alle gades strejfere, der er nogle værre gadekryds. Vi har et væld af myrer, der gør at al mad og lign skal pakkes væk med det samme. På vores markedet tæt på huset, smiler flere og flere til os fordi de efterhånden har set os så mange gange, og ved at vi ikke er turister. Vi har en super effektive ketcher der dræber myg, hvis ellers man kan finde dem. Vi nyder livet hernede, både på godt og ondt, og på lørdag tager vi et pusterum fra en travlt hverdag, og tager på vores første uges ferie - til Bali!
Michaels arbejde på Project Future kører rigtig godt fortiden. Mange har spurgt om hvordan eksamen her i januar måned er gået, og nu kan vi endelig fortælle lidt mere om det. Michael havde en god oplevelse af at have sine første engelsk-elever til eksamen. Halvdelen af hans elever (senior-class) var oppe til eksamen i sidste uge, og den anden halvdel (juniorclass) skal i denne uge. I sidste uge havde han eleverne til både en mundtlig og en skriftlig eksamen, hvor de skulle vise hvilke ting de havde lært i løbet af den tid Michael har undervist dem. Det gjorde de godt! Michael var fuldt ud tilfreds, nogle elever overraskede endda og gjorde mere end forventet. Man må huske på, at engelsk er total fremmed for dem. De har startet med at lære bogstaverne og lydene der hører til. Derfor var det også nogle meget nervøse drenge der gik til eksamen efter et halvt års undervisning! For at bestå det fulde forløb på Project Future, skal de have mere end 60% bestået i en samlet karakter over alle fagenes eksamener. Michael tror at de alle vil bestå, men han har selvfølgelig svært ved at vide hvordan de har klaret sig i fx mekaniker-fagene.
Jeg er kommet godt ind i mit nye arbejde på Sak Saum, og har nu været en fast del af teamet i ca. 3 uger. Jeg er heldig med at Sak Saums afdeling (hvor jeg er til hverdag), kun ligger 3 minutters gang fra vores hus. Det gør at jeg nemt kan nå hjem og spise noget frokost midt på dagen. Jeg møder omkring kl. 9, og arbejder så indtil kl. 17-17.30. Jeg har mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg får lov at sidde og lege med design af tasker, hårbånd m.m., men meget af tiden bruger jeg også på at sidde sammen med pigerne, og hjælpe dem med de ting de laver. Det giver rigtig god mening for mig at sidde på gulvet sammen med pigerne, og lave det samme arbejde som de gør, mens jeg taler med dem på mit utilstrækkelige Khmer. Man kan tydeligt mærke, at de alle sammen er piger der har haft mange svigt i deres liv. Jeg oplever ind i mellem at de er kede af det, de græder og skændes over misforståelser. De har nemt ved at føle sig trådt på, og som de fortæller mig, er det ofte nemmest for dem bare at lukke ned for følelserne. Det prøver vi at guide dem til at lade være med. I morges da jeg mødte på arbejde, sad jeg og arbejdede sammen med pigerne, da jeg godt kunne fornemme at to af dem talte med mere og mere vrede stemmer til hinanden (deres Khmer går for stærkt til at jeg kan følge med i samtalen). Det endte desværre med at de begge græd, og at den ene derefter gik. Der sad jeg midt i mellem dem, og havde ikke nogen idé om hvad deres konflikt gik ud på. Måtte bede den ene om at forklare mig det, og hun fortalte mig om alle de følelser der foregår inde i hendes hoved, og som for alvor kommer til udtryk når der opstår misforståelser og dårlig kommunikation. Følelser af at hun er mindre værd, at hun føler sig mislykket og at andre ikke forstår hvordan hun egentlig har det. Pigerne jeg arbejder med, er de sidste mennesker jeg ønsker skal have den slags følelser, fordi jeg ved hvad de har kæmpet med! Formiddagen blev altså brugt på at de to piger fik talt sammen, og efter middag var det heldigvis deres søde smil der mødte mig igen. Jeg kan næsten ikke bære at se det når livet piner dem.
Heldigvis er det som oftest glade piger jeg arbejder sammen med. De elsker at pjatte og prøve at lære mig fjollede ord på Khmer, de udtrykker gerne at de er glade for at jeg arbejder sammen med dem, og de taler lidt for ofte om hvornår jeg skal hjem. Det har jeg ikke lyst til at tænke på lige nu!
Jeg kan desværre ikke lægge nogle billeder ud fra mit arbejde, da nogle af pigerne er beskyttet mod offentligheden af juridiske grunde. Der er lavet nogle videoer, som ligger på youtube.com. Hvis man søger på Sak Saum kommer der flere videoer frem. Jeg har selv kun set en af dem (vores internet er SÅ langsomt), men den er helt ny og er blevet lavet mens jeg har arbejdet der. Videoen hedder noget med "A glimpse of Sak Saum".
Jeg er blevet spurgt ad, om jeg ikke kan fortælle mere om vores hverdag her i Phnom Penh, men vi må jo sige at vores hverdage er meget fyldt med arbejde. Derfor håber jeg det har givet et lille indblik i hvad vi laver hernede mandag - fredag. Selvfølgelig er det foruden alle de anderledes ting der medfølger når man bor i et land som Cambodja. Vi vasker vores frugt i såkaldt "frugtsæbe". Vi (altså vores hushjælper) bestiller vand udefra i 10 liters dunke. Vi koger vandet hvis vi skal vaske op. Vi har ingen varm vand i bruseren. Vi sover med aircondition hver nat, men ingen myggenet. Vi kan høre gekkoerne snakke natten igennem. Vi bliver tilbudt alle former for kørelejligheder op til tusind gange om dagen (sådan føles det sommetider). Vi har fritidsinteresser som fodbold og fitness. Når vi går ud på vores gade skal vi passe på ikke at træde i en hundlort, samt at komme for tæt på alle gades strejfere, der er nogle værre gadekryds. Vi har et væld af myrer, der gør at al mad og lign skal pakkes væk med det samme. På vores markedet tæt på huset, smiler flere og flere til os fordi de efterhånden har set os så mange gange, og ved at vi ikke er turister. Vi har en super effektive ketcher der dræber myg, hvis ellers man kan finde dem. Vi nyder livet hernede, både på godt og ondt, og på lørdag tager vi et pusterum fra en travlt hverdag, og tager på vores første uges ferie - til Bali!
lørdag den 14. januar 2012
My dream came true!
Yes yes yes yes yes YEEES... Sådan en følelse har jeg haft i kroppen de sidste par dage! Endelig har jeg fundet arbejde - og oven i købet et job jeg slet ikke har turde drømme om.
Siden starten af januar, efter ferien med familien, har jeg for alvor sat ind på at finde et job. Har kun haft små-jobs siden 1. december, og jeg var efterhånden ved at være ret frustreret over situationen. Vi er her nu, og jeg vil gerne arbejde, og så føler man for alvor at tiden går stærkt.
Heldigvis faldt tingene ud til min fordel, hvilket har gjort at jeg i torsdag sad et sted som jeg ikke kendte til, men som passer perfekt til mig! Og, de har brug for hjælp! Det begyndte med et visitkort der tilfældigvis dukkede op, og endte med et drømmejob til mig. Det er jeg virkelig taknemmelig for.
Projektet hvor jeg skal hjælpe til hedder Sak Saum, som betyder "værdighed" på Khmer. Projektet blev startet for 8 år siden, da lederen mødte en tidligere prostitueret, som var blevet forladt af sin "mand" til fordel for en anden prostitueret. Her så lederen et behøv for at piger med sådan en baggrund ikke kun har brug for psykisk hjælp, men også med praktisk hjælp til at finde en måde at få en indkomst på, og derved blive uafhængige af mændende. Derfor startede Sak Saum, som en 1-årig træningsperiode i at sy og lave andre kreative ting.
Meningen er, at når pigerne har gennemgået den 1-årige træningsperiode, kan de søge jobmuligheder andre steder, men faktisk alle pigerne har indtil videre valgt at blive på projektet, og i stedet hjælpe med at introducere og uddanne nye piger. På den måde er Sak Saum vokset. Faktisk ligger projektet på samme vej som vores, kun 2 minutters gang fra os, så det kunne ikke være bedre!
Jeg skal arbejde på Sak Saum som designer og produktudvikler sammen med lederen og en anden ansat, som begge er fra USA. Samme med os, arbejder der ca. 6-7 unge piger i huset, som hjælper med designs. Pigerne er mellem 19-25 år, og virkelig søde alle sammen! Huset rummer alt hvad man kan tænke sig at kreative ting. Stakke op og ned med stof i alle mønstre, smykkeværksted med ALT tilbehør, symaskiner, blonder, blomster, tryk osv osv osv. Ud fra det laver Sak Saum smykker, tasker, hårbøjler, punge og mange andre pige-ting. Pigerne udvælger stoffer til taskerne, sammensætter designs og laver smykker. Det er denne proces jeg skal hjælpe dem med, og lære dem at sammensætte farver, som passer til den målgruppe der gerne vil sælge til. Når tingene er lavet bliver de shippet til forskellige steder i hele verden, som så sælger Sak Saums ting til konferencer, i kirker, i kvindegrupper eller til homepartys. Projektet er startet med hjælp fra en kirke, men er nu selvkørende da der er så stor efterspørgsel på varerne (de har for eksempel lige fået en ny ordne på 4000 makeup punge som skal bruges til goodiebags til en konference i USA).
De første par dage har jeg brugt på at hjælpe med at få organiseret at vi nu er to ansatte udover lederen. Vi har lavet et designer-rum, fyldt med knapper, blomster og smykker. Så skal tingene sådan set bare laves og sættes sammen. Det bliver så spændende!
En halv times kørsel fra Phnom Penh har Sak Saum et værksted, hvor pigerne har deres træningsår, og hvor ca 6 Khmer piger er ansat til at sy taskerne. Derudover har kirken som startede Sak Saum i området fået kontakt til en masse fattige familier, som nu har arbejde med at lave alle detaljerne til tingene, såsom knapper med stof på og hæklede blomster.
Sak Saum hjælper også pigerne med at få arbejde fremover. De har en pige der er super god til at lave store silkeblomster, men den form for blomster passer ikke så godt ind i Sak Saums tasker og ting. Derfor er der blevet etableret kontakt til en brudekjolefabrikant i USA, og nu er pigen fuldtidsbeskæftiget med at lave store hvide silkeblomster til brudekjoler i USA. Sak Saum prøver at værdsætte hver enkel af pigerne, og hjælper dem videre med det som de er gode til, så de får opbygget selvtillid.
Lederen har allerede nævnt for mig, at hun synes vi skal lave noget der kan sendes til DK. Det bliver spændende hvad det kan ende med. Min drøm er, at få lov at hjælpe med at lave en kollektion som kan komme til Danmark, både før og efter jeg er kommet hjem igen. Nu må vi se hvad det ender med.
Her i starten vi jeg bruge tiden på at lave smykker, samt at lære de andre at kende. På sigt er det meningen at jeg skal lære en af pigerne at lave smykker, samt hjælpe en anden med at udvælge stof til nye ting.
Hvad arbejdet ellers vil bringe bliver spændende at se. Lige nu er jeg bare så glad for at have noget meningsfyldt at lave! Det bliver en blanding mellem selv at være kreativ, at lære fra sig og at være være der for pigerne på stedet. Jeg glæder mig!
Siden starten af januar, efter ferien med familien, har jeg for alvor sat ind på at finde et job. Har kun haft små-jobs siden 1. december, og jeg var efterhånden ved at være ret frustreret over situationen. Vi er her nu, og jeg vil gerne arbejde, og så føler man for alvor at tiden går stærkt.
Heldigvis faldt tingene ud til min fordel, hvilket har gjort at jeg i torsdag sad et sted som jeg ikke kendte til, men som passer perfekt til mig! Og, de har brug for hjælp! Det begyndte med et visitkort der tilfældigvis dukkede op, og endte med et drømmejob til mig. Det er jeg virkelig taknemmelig for.
Projektet hvor jeg skal hjælpe til hedder Sak Saum, som betyder "værdighed" på Khmer. Projektet blev startet for 8 år siden, da lederen mødte en tidligere prostitueret, som var blevet forladt af sin "mand" til fordel for en anden prostitueret. Her så lederen et behøv for at piger med sådan en baggrund ikke kun har brug for psykisk hjælp, men også med praktisk hjælp til at finde en måde at få en indkomst på, og derved blive uafhængige af mændende. Derfor startede Sak Saum, som en 1-årig træningsperiode i at sy og lave andre kreative ting.
Meningen er, at når pigerne har gennemgået den 1-årige træningsperiode, kan de søge jobmuligheder andre steder, men faktisk alle pigerne har indtil videre valgt at blive på projektet, og i stedet hjælpe med at introducere og uddanne nye piger. På den måde er Sak Saum vokset. Faktisk ligger projektet på samme vej som vores, kun 2 minutters gang fra os, så det kunne ikke være bedre!
Jeg skal arbejde på Sak Saum som designer og produktudvikler sammen med lederen og en anden ansat, som begge er fra USA. Samme med os, arbejder der ca. 6-7 unge piger i huset, som hjælper med designs. Pigerne er mellem 19-25 år, og virkelig søde alle sammen! Huset rummer alt hvad man kan tænke sig at kreative ting. Stakke op og ned med stof i alle mønstre, smykkeværksted med ALT tilbehør, symaskiner, blonder, blomster, tryk osv osv osv. Ud fra det laver Sak Saum smykker, tasker, hårbøjler, punge og mange andre pige-ting. Pigerne udvælger stoffer til taskerne, sammensætter designs og laver smykker. Det er denne proces jeg skal hjælpe dem med, og lære dem at sammensætte farver, som passer til den målgruppe der gerne vil sælge til. Når tingene er lavet bliver de shippet til forskellige steder i hele verden, som så sælger Sak Saums ting til konferencer, i kirker, i kvindegrupper eller til homepartys. Projektet er startet med hjælp fra en kirke, men er nu selvkørende da der er så stor efterspørgsel på varerne (de har for eksempel lige fået en ny ordne på 4000 makeup punge som skal bruges til goodiebags til en konference i USA).
De første par dage har jeg brugt på at hjælpe med at få organiseret at vi nu er to ansatte udover lederen. Vi har lavet et designer-rum, fyldt med knapper, blomster og smykker. Så skal tingene sådan set bare laves og sættes sammen. Det bliver så spændende!
En halv times kørsel fra Phnom Penh har Sak Saum et værksted, hvor pigerne har deres træningsår, og hvor ca 6 Khmer piger er ansat til at sy taskerne. Derudover har kirken som startede Sak Saum i området fået kontakt til en masse fattige familier, som nu har arbejde med at lave alle detaljerne til tingene, såsom knapper med stof på og hæklede blomster.
Sak Saum hjælper også pigerne med at få arbejde fremover. De har en pige der er super god til at lave store silkeblomster, men den form for blomster passer ikke så godt ind i Sak Saums tasker og ting. Derfor er der blevet etableret kontakt til en brudekjolefabrikant i USA, og nu er pigen fuldtidsbeskæftiget med at lave store hvide silkeblomster til brudekjoler i USA. Sak Saum prøver at værdsætte hver enkel af pigerne, og hjælper dem videre med det som de er gode til, så de får opbygget selvtillid.
Lederen har allerede nævnt for mig, at hun synes vi skal lave noget der kan sendes til DK. Det bliver spændende hvad det kan ende med. Min drøm er, at få lov at hjælpe med at lave en kollektion som kan komme til Danmark, både før og efter jeg er kommet hjem igen. Nu må vi se hvad det ender med.
Her i starten vi jeg bruge tiden på at lave smykker, samt at lære de andre at kende. På sigt er det meningen at jeg skal lære en af pigerne at lave smykker, samt hjælpe en anden med at udvælge stof til nye ting.
Hvad arbejdet ellers vil bringe bliver spændende at se. Lige nu er jeg bare så glad for at have noget meningsfyldt at lave! Det bliver en blanding mellem selv at være kreativ, at lære fra sig og at være være der for pigerne på stedet. Jeg glæder mig!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)