onsdag den 29. februar 2012

Lidt nyt fra livet på den anden side

Har været inde for at tjekke status på vores blog.... og hold da op! Der er godt nok mange mennesker der følger med, og ikke kun når der er lavet nye indlæg:)
Nu har vi 4 måneder tilbage i Cambodja, og dem har vi bestemt os for at udnytte på bedst mulige måde. Blandt andet derfor har vi nu fået os en motorcykel. Det er en gammel og lidt dårlig Daelim-scooter fra Korea. Så nu tøffer vi rundt i byen, og kan nemt komme rundt omkring til de steder vi gerne vil. Det er dejligt og nemt.
Det går rigtig godt for os begge på arbejdet. Jeg nyder at være på arbejdet, og jeg nyder følelsen af at pigerne nu er helt trygge ved mit selskab, og at jeg kan mærke at de er glade for at jeg arbejder sammen med dem. I sidste weekend havde vi besøg af Helle og Karen som bor i Thailand, de arbejdede sammen med mig fredag formiddag, og sagde: "Det er jo lidt som om at du slet ikke er "over" pigerne, du sidder sammen med dem og laver nogle gange det samme som dem". Det blev jeg rigtig glad for at høre, da det lige præcis er det jeg prøver at efterleve i mit arbejde dernede. Jeg vil gerne at de ser mig som en ven, og at de ser, at selvom jeg er hvid, er jeg ikke for fin til at sidde på gulvet og hjælpe dem med at klippe et stykke stof eller stryge en vare. Sommetider har jeg ting jeg skal have ordnet selv, så arbejder jeg på de nye tiltag jeg har lavet dernede eller pakker ordrer. Andre gange har jeg ikke så meget, og så spørger jeg pigerne om der er noget jeg kan hjælpe dem med. I starten sagde de mest at det behøvede jeg ikke, så begyndte jeg bare at gøre noget, eller sætte mig og begyndte at hjælpe dem, men nu siger de selv hvis der er noget de gerne vil have min hjælp til. Det er dejligt.
Sak Saum er lige begyndt at søge efter en ny pige til at arbejde på Sak Saum. Det er meningen at hun skal overtage de projekter jeg er ved at sætte igang, sådan at det ikke ender når jeg er færdig på Sak Saum. Det bliver spændende at se om det lykkes, og det bliver spændende at jeg får mulighed for at præge en Khmers livssituation, ved at oplære hende til et arbejde med gode forhold.
I weekenden var jeg til bryllup hos en af pigerne fra Sak Saum. Det var en rigtig dejlig dag, specielt fordi jeg kender historien bag hende der blev gift. Hun har oplevet en mor med et hav af forskellige mænd, der har misbrugt hende. Hun har oplevet at blive solgt af sin mor til et arbejde i Phnom Penh, hvor hun skulle feje gaderne. Hun har oplevet voldtægt og misbrug fra mænd sent nat og tidligt morgen, fordi hun var et let offer der arbejdede på gaderne når andre havde fri. Da hun kom til Sak Saum var hun skræmt, hun hadede mænd og var ikke i stand til at skabe gode relationer. Heldigvis er hun kommet videre, og hun strålede af lykke til brylluppet i lørdags. Jeg tror på at hun har fundet en god mand. Hun kender ham gennem kirke, og han er simpelthen så venlig! Jeg mødte dem igen i dag da de kom tilbage fra "bryllupsrejse", og hun så bare så glad ud! Sikke dejligt....
Jeg har fået printet en masse billeder fra brylluppet, og dem havde jeg med på arbejde i dag, så pigerne kunne få dem. De bliver så glade over små ting, og alle kan nok sætte sig ind i at billeder er sjove at have - de har bare ikke muligheder for selv at få dem. Jeg synes det er så sjovt at se hvordan piger fra vidt forskellige vilkår alligevel er så ens, de synes det var så sjovt at se hvordan de selv så ud på billederne fra i lørdags.
Vi havde besøg af min barmdomsveninde Helle og hendes rejsekammerat Karen i weekenden. Det var virkelig en dejlig weekend, hvor vi hyggede og oplevede Cambodja sammen. Jeg har nu bestilt billetter til at komme op og besøge dem i Chiang Mai i Thailand i maj måned. Det glæder jeg mig til!
Michaels arbejde på Project Future hører desværre op. Stedet skal lukke ned, vi ved endnu ikke hvornår det endeligt lukker. Vi håber det bliver kort tid før vores hjemrejse. Hvis ikke, bor vi heldigvis i et land fyldt med behov, så mon ikke han kan finde noget andet hvis det ender med at lukke ned snart. Vi vil skrive mere herinde når vi ved mere.
Vi kan ikke rigtig forstå at vi allerede har været afsted i et halvt år. Vi er så taknemmeligt for alle de relationer vi har fået her i landet. Det vil gøre det svært for os at skulle forlade landet igen om 4 måneder. Heldigvis glæder vi os rigtig meget til at se alle jer derhjemme igen...

2 kommentarer:

  1. Skønt at der ENDELIG var nyt igen fra jer - virkelig dejligt at høre hvor glad du er for dit arbejde, Sanne, og for "dine" piger - det glæder mig meget :-) Du gør virkelig en forskel....Knus og tanker fra moster Inge

    SvarSlet
  2. Hej Sanne og Michael
    Klokken i DK er nu 23.55, jeg er kommet hjem fra Italien for 1 time siden og har rejst siden 8.15 i morges, men skulle liiiige læse sidste nyt fra jer. Tak for en dejlig beretning fra jeres liv - og godnat :)
    k.h. mor Karin

    SvarSlet